Viborg Domkirke står smukt som et af Viborgs største vartegn
Viborg by og kommune er kendt for mange skønne og smukke seværdigheder med Viborg Domkirke som et af de mest kendte og besøgte.
Viborg Domkirke er domkirke i Viborg Stift og samtidig sognekirke for Viborg Domsogn, som omfatter den nordlige del af det centrale Viborg. Kirken var oprindelig indviet til Vor Frue, dvs. Jomfru Maria. Til kirken var fra begyndelsen til 1440 knyttet et kapitel af augustinerkorherrer, dvs. en gruppe præster af Augustinerordenen, som havde til opgave at gennemføre de forskellige tjenester ved domkirken.
Omkring 1060 blev Viborg Stift oprettet, idet Svend Estridsen delte Ribe bispedømme i fire: Ribe, Århus, Viborg og Vestervig. Allerede da var Viborg en stærk kirkeby med sine 12 sogne.
Man ved ikke, om der har ligget en ældre kirke, hvor kampestenskatedralen blev opført under kong Niels (1104-34). I denne væksttid for den danske kirke blev også bygningen af de beslægtede domkirker i Lund, Slesvig og Ribe iværksat.
Viborg Domkirke blev opført som en lang korskirke med to vesttårne, to smukke østtårne og sideskibe, højkor og krypt, der først blev færdiggjort, da biskop Eskild den 20. oktober 1133 blev myrdet under ottesangen i St. Margrethes Kirke i Asmild. Mordet på biskoppen var et led i borgerkrigen, og den senere konge Erik Emune menes at stå bag drabet.