Viborg F.F. - hjerte og sjæl
Viborg FF af 1896
Viborg F.F. blev grundlagt 1. april 1896, hvor klubben snart fik gymnastik, cricket, hockey, boksning, atletik, skiløb, vægtløftning og brydning på programmet. Fodbolden, som senere blev hovedaktiviteten, kom først på programmet et par år efter, ligesom det nuværende kløver-logo og den grønne spilledragt først blev indført senere.
Klubbens første store sportslige højdepunkt kom i 1924, hvor Viborg FF hjemførte mesterskabet i Mesterrækken. Op gennem 1950’erne kæmpede VFF for at komme op i divisionerne, men først i 1959 lykkedes det at komme op i 4. division for første gang. Bortset fra et par sæsoner i starten af halvfjerdserne har Viborg FF siden 1959 altid været placeret divisionsrækkerne.
I toppen af dansk fodbold
Efter et par forsøg i den bedste række i 1980, 1990 rykkede klubben første gang op i Superligaen i 1993. Efter et par elevatorture fik holdet stabiliseret sig i rækken fra 1998. Klubbens hidtil største sæson var 1999/2000, hvor bronzen glippede med mindst mulig margin, men hvor holdet til gengæld kunne lade sig fejre som vindere af pokalturneringen. For første gang i klubbens historie havde holdet dermed kvalificeret sig til europæisk fodbold. Her slog VFF CSKA Moskva ud af turneringen med en samlet 1-0 sejr. Efterfølgende røg holdet ud til spanske Rayo Vallecano efter to tætte kampe. Sæsonen 05/06 var en atter et godt sportsligt år for VFF, igen var klubben tæt på at få bronze. I sæsonen 07/08, blev det desværre til nedrykning til Viasat Sport Divisionen. Med oprykningen til Superligaen i sommeren 2013 er VFF atter tilbage i landets fornemste række.
Solidt bagland
Hjemmebanen huser i alt 9.566 siddepladser, og i begyndelsen af 2008 blev der opsat storskærme i hver ende af stadion.Der er varme i banen, som er godkendt som DBU - og UEFA-stadion.
Viborg FF har et solidt erhvervsnetværk med omkring 300 virksomheder, som ofte samler mere end 700 gæster til arrangementer i forbindelse med hjemmekampene. Derudover arrangerer netværket en række netværksmøder og –ture.
VFF er kendt for at have mange aktive fans, som bakker holdet op i hele landet, og ofte gør sig bemærket med flotte tifoer og fantasifulde sange.