Besøg Mødrehjælpen i Viborg
Mødrehjælpens Lokalforening i Viborg blev oprettet den 6. oktober 2004 i et mødelokale i bibliotekets kælder. Siden er det gået meget hurtigt, både butikken og foreningen er i løbende udvikling. Vi har i dag 50 frivillige, som er med til at drive foreningen. Vores ansigt ud ad til er vores butik i Sct. Mathias Gade 16, hvor vi dagligt sælger genbrug til børn. Men Mødrehjælpens Lokalforening i Viborg er mange andre ting.
Julehjælp
– er nok det vigtigste projekt vi har. Vi deler hvert år julekurve og gavekort til børnenes julegaver ud til omkring 100 familier.
Den rullende Kagemand
– er et andet af vores vigtigste projekter og det med den største kontaktflade. Siden 2008 har vi uddelt hjælp til børnefødselsdage ud til virkeligt mange familier i Midtjylland.
Sommerlejr
– en uges ferie på Kalø Vig Centeret, ved Rønde på Djursland. En uges ren afslapning for 10-15 enlige forsørgere og deres børn.
Sommerudflugt
– den første søndag i skolernes sommerferie tager vi på tur til Djurs Sommerland. En dejlig dag i det danske sommerland for børn og voksne.
Babypakker
– er en god gammel Mødrehjælps tradition, der går helt tilbage til 30’erne. I samarbejde med de lokale sundhedsplejersker og jordemødre får vi kontakt til de mødre, der har brug for hjælpen.
Juletræsfest
– en dejlig eftermiddag i starten af december med juletræ, juleguf og andre jule traditioner.
Alle disse aktiviteter finansieres via salget fra butikken samt de donationer, som vi løbende modtager fra fonde, loger m.v.. Uden disse midler havde vi ikke mulighed for at hjælpe trængte børnefamilier i vores område.