15. april 2025

Funhall når nye højder og holder åbent hus 2. påskedag

Når eventcentret Funhall 2. påskedag, mandag den 21. april, byder indenfor på Venøvej i Viborg, så er det med en ny aktivitet på programmet. En super underholdende version af droneflyvning er det nye på den i forvejen alsidige palette over aktiviteter. Den nye aktivitet kan alle interesserede teste gratis af i tidsrummet 11.00 til 16.00 på påskens sidste dag.

Lene Hviid og Martin Hviid Kristensen har en nærmest uendelig liste over aktiviteter i det 4.000 kvadratmeter store Funhall, der henvender sig til både firmaer og private gæster. Og uanset om man er til sved på panden, hjernegymnastik, masser af hygge eller en kombination af det hele – så kan alle over 14 år få nogle sjove timer med garanti for smil på læberne.

13 år med konstant udvikling

Det hele startede med to Segway, som gæsterne kunne prøve på en bane i en lejet lagerhal et andet sted i byen. Siden har Funhall haft markant vokseværk, er flyttet til nye lokaler og antallet af underholdende indendørs aktiviteter er støt steget.

“Det kan man roligt sige. Det er nærmest stukket helt af, griner Lene Hviid” med henvisning til listen over aktiviteter, der bl.a. tæller kørestolsrugby, flyball, funball, bowtag, promillehockey, bueskydning, nordens største indendørs jagtsimulator, fysiske og virtuelle escaperooms for blot at nævne en lille del af de aktiviteter, der tilsammen danner grundlag for brede smil, samarbejde og teambuilding.

“Vi er begge kreative sjæle og med en mand som Martin, der er lidt af en Ole Opfinder med masser af ideer og teknisk snilde, så har det hele vejen igennem handlet om, at gribe de rigtige af de ekstremt mange bolde, der gennem tiden er blevet kastet op i luften” forklarer hun.

Fra kvadratmeter til kubikmeter

Noget tyder på, at det er lykkes for parret og ofte er det kun pladsen der sætter begrænsninger for dem. En af de fire store haller har i de seneste år dannet ramme for ræs i ombyggede elektriske gocarts og den aktivitet har været svær at kombinere med andet på de samme kvadratmeter. Men hvor andre mennesker ser begrænsninger, ser Martin Hviid Kristensen muligheder.

- Lidt populært sagt begyndte jeg at tænke i kubikmeter i stedet for kvadratmeter og her kom tanken med droneflyvning i mit hoved. Jeg mener, vi har højt til loftet og de mange øverste meter kunne bruges til droneflyvning. Når jeg sætter mig noget for, så går der ofte lidt nørd i den og det er ikke få timer der er brugt på at udtænke, opbygge og programmere i forbindelse med vores nye aktivitet, forklarer Martin.

For han ville noget andet og meget mere end blot sende droner i luften, som man kunne flyve lidt rundt med i gocarthallen. Som med stort set alle øvrige aktiviteter i Funhall, skal gæsterne udfordres – og netop udfordringer har fyldt meget for Martin.

- Vi har bygget ringe og programmeret dem til med farver at markere, hvilken ring, deltageren skal flyve igennem som den næste i opgaven. Der er også brugt en del timer på at kunne livestreame fra dronernes kameraer til en stor skærm, hvor de øvrige deltagere kan følge med, mens deres holdkammerater flyver med dronerne, fortæller Martin med tydelig passion i stemmen.

Teambuilding og samarbejde

2. påskedag byder Funhall indenfor, hvor alle over 14 år (og kun ifølge med en voksen) kan prøve at lette en drone og flyve en omgang helt gratis. Når man fremadrettet booker aktiviteten vil det foregår på 4 hold med 3 personer, der flyver på skift og hjælper hinanden med at løse opgaver under flyvningerne. Der kan dystes i 4 hold ad gangen og når man ikke lige står med controlleren til dronen selv, kan man nyde en øl eller sodavand, som Lene og Martin også byder på denne dag.

- Vi glæder os rigtig meget til mange besøg mandag den 21. april og har en formodning om, at droneflyvning bliver en populær aktivitet hos os fremadrettet, siger Lene Hviid, der også gerne giver en rundvisning og dermed et indblik i, hvad Funhall kan byde ind med, når familieturen, polterabends, firmaarrangementer og sågar fester skal arrangeres.

droneflyvning.jpeg

 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble